Tag bedre rejsebilleder
Udstyret
Husk, at det ikke er udstyret i sig selv, men interessen og nysgerrigheden, der giver gode fotografier.
Man bliver ikke en bedre fotograf af at have dyrt udstyr. Det gode billede afhænger bl.a. af fotografens evne til at se og indfange motiver, historier, følelser m.v. Et spejlreflekskamera giver dog nogle særlige muligheder for at være mere kreativ med f.eks. dybdeskarpheden.
Antallet af pixels er ikke afgørende for om et kamera er godt. Hvis man sætter mange pixels ind i et lille kamera (lille billedesensor), så får man mere støj. Med et spejlrefleks og nogle semikompakte kameraer er billedsensoren større og giver mindre støj, hvilket særligt er en fordel ved lav belysning. 6-8 megapixels er mere end rigeligt for de fleste mennesker.
Det er en god idé at vokse med udstyret. Det kan ikke anbefales at starte med et spejlreflekskamera, hvis man ikke har erfaring med fotografering. Hvis man ønsker at investere i et spejlreflekskamera, skal man være opmærksom på, at objektiverne ofte koster mere end kamerahuset. Der sker en hurtigere udvikling inden for kamerahuse, så det er en god idé at købe gode objektiver, som også kan bruges på fremtidige kameraer - hellere få gode objektiver end mange halvdårlige.
Læs manualen og kend dit udstyr.
Man bør sætte sig ind i, hvordan udstyret fungerer - der er ingen grund til ikke at få fuldt udbytte af sit udstyr. På internettet findes der mange sider om fotografering, hvor man kan få inspiration og viden. Det er særligt vigtigt at få en forståelse af lysfølsomhed (ISO), blænde (dybdeskarphed) og lukkertid.
![]() | Dette billede af Golden Gate Bridge er taget med mit første spejlreflekskamera (Canon EOS 20D) med 8.2MP. Det er ikke det bedste kamera, jeg har ejet, men billedet er et af mine favoritter - og i øvrigt det første billede, jeg tog til bogen. (Bogen s. 141) |
![]() | Til dette fotografi af en australsk dromedar er der brugt en relativ stor blænde (lavt blændetal - f/6,3) i kombination med et teleobjektiv (300mm) og en »full frame«-sensor. Det giver en lille dybdeskarphed, som her betyder, at kun snuden er skarp. Der er anvendt en lysfølsomhed på ISO 400, hvilket med de fleste kameraer giver en god balance mellem lysfølsomhed og støj. (Bogen s. 70) |